Honest Beauty Talks Vol 1

 
 

Gua Sha Crystal Facials & andre Holistiske Skønhedsritualer

Honest Beauty Talks startede i sin tid med en samtale mellem Maja og Tanja, en samtale og et håb om en lidt mere ærlig og kærlig skønhedsbranche. 
Et ønske om, at vi som kvinder lærer at fylde os selv op med selvkærlige ritualer, der giver os en virkning på både hud, krop og sind. 
Heraf kommer navnet Honest Beauty Talks. 
Vi vil meget gerne holde fast ved denne samtale og invitere jer med ind i den via denne bog.

Vi drømmer om en verden, hvor skønhed udspringer fra nydelse og velvære. En verden, hvor det er skønhed at have selvværd og kærlighed til sig selv. En verden, hvor vi lærer at lytte til vores krop, og nærer og opløfter den. Lige nu føler vi, at vi lever i en verden, hvor skønheden har mistet sin ægthed, og ærlighed er noget, man skal lede længe efter. Vi lever i en verden af manipulerede modeller og med filter på vores hverdag. Dette ender ud i, at vi får et falsk syn på skønhed og mister os selv i kampen om at ligne noget, der ikke er virkeligt.

Vi skriver denne bog til dig, da vi føler, det er ved at være tid til en nytænkende skønhedsbog, der tager os tilbage til vores sande natur - kort sagt skal vi BACK TO BASICS. Eller rettere sagt, vil vi støve et ældgammelt skønhedsritual af, puste nyt liv i det, pifte det op med vores bedste skønhedstips og tilpasse det vores moderne samfund. Ritualet hedder Gua Sha.

Vores DIY krystal gua sha facials er udviklet sådan, at de virker på din ydre skønhed og indre sundhed, samtidig med at du får et “pusterum” i din hverdag. Det giver dig nærvær og ro til at mærke og forstå din krop, så du opnår større tilfredshed og velvære i dit liv.